|
ÅREKNUDER
Primære åreknuder (varicer) er overfladiske, snoede,
udvidede, og misfarvede årer (vener) på benene, som optræder hos ca. 20% af
befolkningen, fortrinsvis hos kvinder, og som ikke skyldes sygdom i de dybe
indre vener. I mange familier er forekomsten arvelig, men ellers skyldes de
fleste åreknuder graviditet og stående arbejde.
Åreknudesygdommen skyldes en defekt i veneklapperne, som normalt hindrer
tilbageløb i de overfladiske vener. Klapperne kan sammenlignes med ”ensretter
ventiler”, og fremmer det afiltede blods tilbageløb til hjertet. Klapdefekten
ses fortrinsvis i lysken og i knæhasen.
Symptomerne er varierende afhængig af sværhedsgraden af åreknuderne.
Patienterne beskriver tyngde, hævelse, uro, natlig krampe, smerter og kløe i
tillæg til de kosmetiske gener.
Ubehandlet kan generne udvikle sig til egentlig hudforandringer som eksem
læderhud, rosen og brunlig misfarvning i kombination, overfladisk årebetændelse,
og i værste fald skinnebenssår omkring anklerne eller direkte blødning.
Diagnosen stilles ved den kliniske undersøgelse, hvor lægen efter en grundig
samtale om øvrige sygdomme, medicin og tidligere åreknude behandling, ser på
åreknuderne, føler på pulsen i foden og endelig undersøger med en
ultralyd-doppler.
Undersøgelsen er uden ubehag, patienten står hævet over undersøgeren, som
skanner klapperne i lysken, på låret, i knæhasen og i øvrigt over de
prominerende årer.
På baggrund af denne undersøgelse kan den rette behandling tilbydes på et
kvalificeret grundlag.
Behandlingen er afhængig af patientens symptomer og genernes sværhedsgrad,
men som venekyndig læge, skal man altid forklare, at sygdommen i sig selv ikke
er livstruende, og ikke absolut kræver behandling.
Behandlingen er en kombination af støttestrømpe, operation (EVLA),
injektionsbehandling og med eller uden lokal operation.
Laseroperation – EVLA er en moderne metode, som i studier har vist sig
ligeså effektiv som den klassiske operation, men dog simplere at udføre med
færre smerter under og specielt i perioden efter med færre ar og efterfølgende
komplikationer. Derfor er det denne metode vi har valgt at bruge på Søllerød
Privathospital.
En laser sonde indføres ultralyd vejledt gennem en kanyle i lår
venen, eller i venen på bagsiden af læggen, lokalbedøvelsen indsprøjtes langs
med, hvorefter varmen fra laseren ”koger” venen, så den destrueres, klapper
sammen, danner bindevæv og forgår inden for 1-2 år. De synlige åreknuder fjernes
med ”hæklenål” gennem minisnit. Metoden er vidt udbredt i verden, specielt i
Nordamerika, hvor den klassiske operation, næsten er forladt.
Efter operationen tilrådes det de første 2 dage at tage hensyn – men
herefter anbefales normal livsførelse, dog uden idræt eller fitness, som kan
genoptages efter 2 uger.
Støttestrømpen benyttes 4-6 uger indtil hævelse og misfarvning har fortaget sig.
Komplikationer er sjældne, men fortrinsvis ved klassisk operation og består
i smerter, beskeden gennemblødning, infektion og i mindre end 1% hævelse og dyb
årebetændelse, som fordrer blodfortyndende behandling.
Resultaterne er gode, idet dog 10-20 % af patienterne, selv efter korrekt
behandling, i mere eller mindre grad kan få andre åreknuder efter 5-10 år.
KARSPRÆNGNINGER
Hvad er karsprængninger ?
Karsprængninger er små blodkar, der udvider sig, hvorved der kommer
edderkoppespind-lignende, røde mærker på huden. Man mener at fænomenet er
arveligt til en vis grad. Visse faktorer kan dog øge risikoen for
karsprængninger, det være sig overdreven soldyrkelse, kuldepåvirkning,
stillesiddende eller stående arbejde, overvægt og graviditet.
Behandlingsform
Behandlingen af karsprængninger foregår ved sklerosering (injektionsbehandling).
Som oftest er det nødvendigt med 2-3 behandlinger. Mellem hver behandling skal
der gå 6-8 uger. Nogle kar kan være sværere at fjerne end andre og vil evt.
kræve flere behandlinger.
Hvordan foregår
sklerosering ?
Ved behandling med sklerosering, injiceres skleroseringsvæske i karrene flere
steder, dette får karrene til at lukke sig. Der opstår herved en let svie, og
huden over karrene vil være rød, lettere irriteret og hævet umiddelbart efter
behandlingen. De behandlede kar bliver i dagene efter behandlingen til mørke
striber, og i løbet af 1 til 3 måneder forsvinder karrene fuldstændigt.
Hvad sker der efter
behandlingen ?
I nogle tilfælde vil huden kunne hæve.
Hævelsen vil kunne vare i 3 – 5 dage. Der kan efterfølgende komme små
overfladiske sår på de behandlede karudvidelser. Disse skaller af efter en uges
tid. Det er vigtigt at man ikke tager sol før huden er helt normal efter
behandlingen, ellers er der risiko for mørkfarvning af huden.
Det anbefales at man i
minimum 1 – 2 uger efter behandlingen anvender en støttestrømpe døgnet rundt.
Herved opnås der et pænere resultat.
opdateret 01.09.2010
|